Dere skal kjenne sannheten, og sannheten skal gjøre dere fri (2) Tilbake til artikkelmenyen


Av psykiateren Vilhelm Gernhammer, Det Falske Livssyn, kapittel Mystik, Okkultisme og Sakramentalisme, (Libro Forlaget – Silkeborg 1968)

***

Navneordet okkultisme, hvoraf slutningen betyder: en lære, er afledt af de latinske ord occulto og occule, der begge i deres navnemåde betyder: gjennem lukning eller tildækning af øjnene at unddrage sig noget. At vi her har de første primitive menneskers reaktionsmåde over for tilværelsens lammende gru behøver ikke nogen nærmere påvisning. Der er noget, man ikke tør – eller ikke VIL se, noget man, hvis man er en autoritet, vil skjule og holde hemmelig, og at det netop er den infantile handling at lukke øjnene, er meget afslørende.

Navneordet
occultatio betyder hemmeligholdelse, fordølgelse, dølgsmål, tildækning eller tilhylning, men kan også i visse tilfælde oversettes ved forbigåelse i den forstand, at man går uden om noget, fordi man ikke vil se det, hvorfor man bevidst fortier det og lader, som om det ikke eksisterer. (Handlinger og fejg underfundighed af denne art kender vi jo i nutiden fra vore egne kære parlamentsmedlemmer, som tit optræder på en sådan måde, at man fristes til at tro, at de er patologiske løgnere). Hvad der ligger bag ved occulta sacra skulle hermed være forklaret, vel at mærke, hvis man er klar over, hva grundbegrebet sacer dækker over.

Inden vi viser dette, skal vi lige se lidt på
arcana sacra. Ordet arcana er afledt af verbet arcèo, som kan føres tilbage til det græske arkeo. Ordet betyder i sin navnemåde: 1) at holde noget (nogle) på afstand – 2) at forhindre adgang – 3) at forhindre indblanding. I sig selv er dette overordentlig afslørende, og det er godt at få forstand af for den menige mand, som aldrig på dette område har fået besked om luskenspillets sande sammenhæng. Vi forstår efter dette nu bedre, hvorfor den katolske kirkes medisinmænd forbød menigmand at læse Bibelen, og hvorfor der blev prædiket på latin, de ”indviedes” sprog. En religiøse mager og spåmand hedder for øvrig på latin: vates, og ordet vatikan er dette ord med tilføjelsen canere, som betyder: brøle, snakke, synge etc. Vatikanet er altså bolig for den moderne spåmand og brøler: paven. Hvor meget han holder hemmelig, og hvor mange han forbyder adgang, er der ingen statistikk over).

Adjektivet
arcanus refererer til noget, der er indhegnet eller omgærdet (underforstået: adgang forbudt for uindviede. Kun adgang for mystagogerne, troldmænderne og deres adepter. Odi profanum vulgus et arceo!).

Herfra kan vi gå over til hovedbegrepet sacer. Det viser sig, at dette ord har dobbelt betydning. For det første kan det betyde
hellig, hvormed menes: indviet til Gud. Ind under denne betydning af ordet falder alle førere og de steder og genstande, de har brug for til opretholdelsen af deres kultiske og magtmæssige system – og dermed til afstivningen og opretholdelsen af deres magtpositioner. – Ordet kan for det andet betyde forbandet, altså: belagt med bann (= betegnet som uren). Dette er igjen det samme som: indviet til døden, til djævelen eller til de underjordiske magter….

Kætteren svarer inden for sacer-kulten til den urene inden for tabukulten, og ved at læse om kætterforfølgeerserne ser vi, at sådanne forfølgelser næsten altid ramte mennesker, der gjennom selvundersøgelse havde fået fat i noget af den egentlige sandhed, og som i kraft af deres viden prøvede på at afsløre det bestående falskneri. Herom kan enhver overbevise sig ved at læse den om dette emne foreliggende litteratur, ikke mindst beskrivelsen af pavekirkens og storherrenes forfølgelse af albigensere og valdensere – og beretningen om inkvisisjonstidens forbrydelser, som overalt blev begået i Guds misbrugte navn.

I og med
sacer er vi inde på den kirkelige linje, der rummer alle de foran nævnte afsporinger fra livets love, men som i modsætning til teosofiske og antroposofiske m. fl. retninger, lægger hovedvækten på det sakramentale.


***
Tilbake til artikkelmenyen