Dere skal kjenne sannheten, og sannheten skal gjøre dere fri Tilbake til artikkelmenyen


Av psykiateren Vilhelm Gernhammer, Det Falske Livssyn, kapittel "Religion og Moral" (Libro Forlaget – Silkeborg 1968)

***

Vort ord religion kan føres tilbage til det latinske verbum
religo, som i sin navnemåde betyder: at spænde (nogen) for (noget) eller: at bagudbinde (nogen) for (noget). Denne bagudbinding til et læs, der skal trækkes, er i seg selv en meget væsentlig oplysning i forbindelse med, hva der foran er blevet afsløret om den autoritære type og dens påvirkningsmetoder.

De første primitive mennesker blev på grund af deres manglende forståelse bagudbindet til noget, nemlig
det falske erfaringssæt (min uthevelse, nemlig kunnskapen om godt og ondt, ”gud” og "djevel”, kjærlighet og nidkjærhet, rett og galt osv..), og de blev bagefter i kraft av den store åndes stedfortrædende spændt for den organiserede livsvildfarelsens vogn, på hvilke angst-, skyld- og skamfølelse var de tungeste og farligste byrder.

Efter nogle forskeres mening kan ordet religion også have forbindelse med det latinske verbum
relego, som i sin infinitiv kan have to betydninger: 1) at bortvise eller forvise – 2) at tilregne eller belægge med skyld. Hvad enten vi tager religio- eller relego-betydningen, kan den med sit væsen og sin formulering føres tilbage til de organisationsformer, der blev opstillet af de primitive menneskers autoriteter, thi med opstillingen af tabu og totem var grundlaget for overtrædelse givet, og hvor overtrædelse kom til at foreligge, blev der tilregnet skyld, og ”forbryderen” blev utvist af klanen eller stammen – eller på enden måde straffet. De ”lovlydige” var spændt for de kunstige kultiske reglers vogn, hvorpå de herskende sad.

Tillægsordet
religiosus kan oversættes ved: samvittighedsfuld, gudfryktig eller religiøs-angstfuld. Dette er meget afslørende, thi vi får her på en utvetydig måde at vide, at dette at have samvittighed er det samme som å have angst og frykt for ”gud” og hermed over for den stedfortrædende autoritet, som selvfølgelig i høj grad har været interessert i, at den menige mand gikk rundt med en sådan indbildning i psyken.

Dette svarer da også nøje til en af betydningerne af substantivet
religio
, nemlig samvittighed. Et menneske uden samvittighed heder derfor på latin: Homo sine ulla religione!

De steder, hvor ordet religio er anvendt i latinske tekster, viser at det kan stå med følgende nærmere angivne betydninger: 1) bevidsthed om godt (moralsk) og ondt (umoralsk) – 2) skrupler med hensyn til ens forhold til godt og ondt – 3) opmærksomheden bundet i en bestemt hensynstagen (nemlig til doctrina de moribus og her inden for især sacer-kulten) – 4) en indre følelse betinget af en forpliktende omhu – 5) opmærksomheden bundet til det (eller de) hellige i nag over egen ringhed – 6) opmærksomheden bundet i from frygt for Gud (dominus). Nærmere forklaring vil senere blive givet af sidstnævnte ord.

En mer eklatant afsløring af, hvad anerkendt religion og den med denne forbundne moral og samvittighed består i, kan visstnok ikke gives. Det er her sagt så utvetydig som mulig, at mennesker er spændt for, bagud bundet til et tyngende og lammende tungt læs, et sjæleligt slaveåg, hvis væsentligste bestanddele er de livshæmmende affekter
angst-, skyld- og skamfølelse i deres tilknytning til de kunstige magisk-mysteriøse opstillinger. Bindingen til disse kalder visse tågede hoveder, som ikke aner, hva sagen drejer sig om, og hvor stor svindelen er, for gjenforening, og de oversætter i deres himmelråbende uvidenhed ordet religio ved: gjenforening. Der er tale om en ældgammel binding i en sjælelig spændetrøje og ikke noget som helst andet.

Det er i denne forbindelse værdt at notere sig, hvad en af de videst komne psykologer i nutiden, nordmanden G. Iversen, siger om dette. Han påviser i sit ypperlige værk ”Moral og lidelse”, at samvittighed i den kirkelig-religiøse betydning er trådt i stedet for forståelse, og at samvittigheden så snart de spørgsmål, som angår de religiøse og magtstatlige doctrina de moribus, tangeres,
beliver angstfyldte affekter, som stiller sig hindrende i veien for en saglig vurderen og dermed for psykisk vækst og opklaring.

Denne påvisning af G. Iversen kan bekræftes af enhver sagligt arbejdende psykolog. Det er soleklart riktig,
og den siger os noget meget viktig om, hva der skal til, hvis det skal lykkes at føre menneskene frem til en virkelig frigørelse, bort fra autoriteternes propagandagift og deres lammende og udviklingshindrende greb.

***

Tilbake til artikkelmenyen